Læsning: Saras latter
Læsning: Marias lovsang

Jeg har en lille lap papir siddende ved siden af computeren på mit skrivebord. Jeg er nødt til at kigge på papiret af og til. Det er klippet ud af Kristeligt Dagblad, og det er tidligere missionær og præst i Helligåndskirken, Gurli Vibe Jensen, der er ophavskvinden til det, der står:

Det inderste i kirkens nød er mangel på dyb forbindelse med Gud. For der er ingen grænser for Guds kraft. Jeg gentager: Der er ingen grænser for Guds kraft, uden dem jeg selv sætter.

Det var jo det der lød ud af Saras historie lige før: Intet er umuligt for Gud. Og det kom de to kvinder vi har mødt i de to læsninger til at mærke noget til.
To meget forskellige kvinder, med meget forskellige opgaver fortæller os en beretning med den samme pointe: Intet er umuligt for Gud - og Han har allerede gjort det umulige.
Her lige før påske, hvor Gud gjorde det virkeligt umulige: At lide, dø og opstå i vores sted, er der 9 måneder til jul. Det er derfor vi i kirkeåret er nået til det punkt hvor Maria får sin opgave betroet af Gud: At hun skal blive mor til hans søn.
Maria, en ganske almindelig, purung jødisk pige i en fjern afkrog af verden, skal bringe sin og den almægtige Guds egen søn til verden. En tanke så vanvittig, at man ikke kan undre sig over hvor stor modstand og latterliggørelse den har mødt i historiens løb.

Guds moder. Værsgo.

På den besked må hun rimeligvis have reageret med en god portion skræk og rædsel og vantro. Men det er ikke den der kommer os i møde fra dagens evangelietekst, Marias lovsang.
Det der løfter sig fra lovsangen er en vældig glæde, og en ydmyg, men alligevel selvbevidst tillid til Gud. Den unge jødiske pige kendte godt de løfter Gud gennem profeterne havde givet sit folk, om at sende et barn der skulle rejse og frelse det. Det er altså hende der skal føde det! Hvor meget anderledes det bliver, end Maria kunne forestille sig, hvordan det kommer til at ende med det barn - for derefter at begynde, sådan som vi snart skal holde påske på, det får Maria ikke besked om. Det hun oplever er at Gud tager hende i tjeneste. Og Maria har her taget sin særlige opgave på sig, og selv om hun ikke har anet omfanget af den, kan vi i hvert fald høre, at den fylder hele hendes væsen med glæde og jublende undren. Jeg synes hun bliver så nærværende, som hun står der og synger, og træder frem i sin stolte ydmyghed.

Maria har gennem kirkens historie været forbilledet på lydighed overfor Gud. Et forbillede kan man stræbe efter at leve op til. Man kan blive inspireret af det. Og man kan blive mismodig over så umuligt langt der er igen til man kommer i nærheden af det. Marias opgave kræver heldigvis ikke nogen gentagelse. Men vi kan lytte til klangen i hendes lovsang - og måske være nysgerrig efter at vide hvordan det lød, når hun af og til må være kommet i tvivl? Og efter at vide hvad det er der bærer Marias tro på Gud?

Med Marias "formoder" Sara er det anderledes: Hun er så menneskelig i sin reaktion, og ikke lige sådan at få til at lette fra jorden. Hun ved nok hvem hun selv er og hvordan verden hænger sammen, og så meget ved hun da at gravid, det er hun alt for gammel til at blive. Og så møder Herren selv op og meddeler hende at hun skal have et barn….
Det er ikke så sært at Sara ler. Af forlegenhed, overraskelse, angst, eller hvad nu det er. Men se, om det får Gud til at trække sit forehavende tilbage?
Han lader hende bare ikke slippe udenom, men holder hende fast på at hun er som hun er - men at Han også er den Han er. Og så giver Gud Sara lov til at opleve, at det er sådan som han siger. For Sara havde lige glemt, at for Gud er intet umuligt, at der ingen grænser er for Guds kraft, sagt med Gurli Vibe Jensen.

Hvad har det her med os almindelige mennesker at gøre, som måske kan have Maria som forbillede, men bedst kender til Saras reaktion? Kræver det ikke et mod og en tro af særligt overmenneskelige dimensioner at turde tro på at for Gud er intet umuligt? At træde frem og sige "her er jeg Gud, gør det umulige med mig", frem for som Sara at gemme sig i teltet, og tænke sit?

Maria får sit mod fra at Guds kraft overskygger hende. Hun synger om Gud at han er frelser, hellig og barmhjertig. Og at han vender tingene på hovedet. Gør det som ellers skulle være noget til ingenting. Og løfter det op til sig som ikke regnes for noget.

Maria er blevet berørt af Gud. Derfor glæder hun sig helt ind i det inderste af sit væsen. Hun gemmer disse ord i sit hjerte, som det hedder i juleevangeliet.
Hun forstår slet ikke til bunds hvilken stor historie hun er med i, men hun lader sig gribe af Gud.
Derfor melder hun sig til tjeneste, med en mærkelig ubekymret selvfølgelighed. Hun tør tro at Gud vil noget med hende, at han bøjer sig ned til hende. At han kommer til hende. Og det var det han gjorde: Da Maria meldte sig til tjeneste, kom den store, fjerne Gud, alles Skaber og Dommer, for at tjene os.

Jeg tror det er det Guds kraft kan. Guds kraft baner vej for tillid til Ham. Lader os opleve at han søger os. Vækker troen i os.
For nogle mennesker kræver det mere mod end for andre at lade sig finde. Og med Saras og Marias historier foran os er det nærliggende at spørge: Hvor meget tro og hvor store tjenester forventer Gud af os? Kræver det et særligt mod?

Måden Gud vækker menneskers tro på, og det han beder os tjene ham med vil ofte være lige så forskellig som mennesker er. Fordi det er den du og jeg er, han skal bruge. Ingen af os behøver som sagt at skulle sammenligne os med Maria. Ofte er det meget dagligdags ting vi skal tjene Gud med. Det kan også kræve mod.

Det kan handle om modet til at tro at du har noget at bringe. Modet til at tilgive. Måske er det modet til at tage en dag mere. Til at række hånden ud. Modet til at tale eller handle, selv om man overhovedet ikke føler sig spor modig, og helst ville slippe. Modet til at tro, skønt man ingenting føler…. Mod til at gøre eller sige det som bevirker at livet får smag, duft og farve, og at lyset tændes i et andet menneskes øjne.
Det kræver også det mod at man lader sig forandre gennem livet med Gud - at man skal kæmpe med sider af sig selv, samtidig med at man må finde sig i at Gud elsker en som man er.

Livet med Gud byder på mange forskellige udfordringer:
Af og til lader Gud os vente på sig. Af og til slår hans vilje ned her og nu, og vi føres afsted. Af og til forstå vi ikke meningen. Af og til fyldes vi af hans mening.
Tilsyneladende er det en masse modstridende ting jeg siger her. Det hænger sammen med det både Sara og Maria oplever: At Gud sprænger billedet af sig selv. At han vender op og ned på det vi tror vi ved. At han er uendeligt meget større end vi aner, et mysterium - men samtidig er her, og har udvalgt os. Og beder os tro og tjene Ham.

Modet til at tro og tjene skal aldrig blive en præstation, eller noget man går og vejer og måler. Det er den frugt du kommer til at bære når du forbinder dig med livets Gud, og vover springet at tro på hans kraft. Vi kan roligt tage mod til os, for Gud er ikke kommet fordi vi er supermennesker, men fordi vi ikke er.

Både en Sara og en Maria oplevede Guds kraft. Uanset om vi føler mest trang til at le eller lovsynge - eller måske græde - ønsker Gud også at forbinde sig med os.

Amen