Til Forsiden


Apofatisk bøn og teologi
Uddrag af
Kallistos Ware: Vejen - Ortodoks kristendom
Forening med Gud

Den apofatiske metode, hvad enten det er i teologisk tænkning eller i bønslivet, kan forekomme at være af negativ art, men den sigter mod et yderst positivt mål. Når vi giver afkald på tanker og billeder, føres vi ikke ind i tomhed, men i en fylde, der overgår alt, hvad den menneskelige tanke kan forrestille sig eller udtrykke. Negationens metode kan ikke sammenlignes med at pille et løg, men snarere med at hugge en statue: Når vi piller løg, kan vi fjerne lag efter lag, indtil der ikke er mere løg. Vi ender altså med ingenting. Men når en billedhugger hugger af marmorblokken, har det en positiv virkning, at han fjerner noget. Han reducerer ikke blokken til en bunke tilfældige stumper. Tværtimod; ved sin tilsyne-ladende destruktive fremfærd afslører han en form, der lader sig opfatte.

Sådan er det også, på et højere plan, når vi benytter den apofatiske tilgang. Vi afviser for at kunne bekræfte. Vi siger, at noget ikke er, for at kunne sige, at noget er. Negationens vej viser sig at føre til bekræftelse på et højere niveau. Dét, at vi lægger ord og idéer bort, tjener som et springbrædt eller en trampolin, hvorfa vi springer ind i Guds mysterium. Apofatisk teologi, i sand og fyld betydning, fører ikke til fravær, men til nærvær; den fører ikke til agnosticisme, men til forening i kærlighed. Apofatisk teologi er således meget mere end blot en intellektuel øvelse med ord, der afbalancerer positive udsagn med negative. Dens mål er at gøre det muligt for os at mødes direkte og personligt med Gud, som er uendeligt meget større end alt, hvad vi kan sige om Ham, negativt som positivt.

Kærlighedens forening, som er den apofatiske metodes egentlige mål, er forening med Gud i hans energier, ikke i hans væsen. (...)

I tankerne kan vi nærmere bestemme tre forskellige former for forening:
For det første er der mellem personerne i Treenigheden forening eller enhed i væsen; Fader, Søn og Helligånd er "af ét og samme væsen". Men mellem Gud og de hellige finder ingen sådan forening sted. De hellige er ganske vist "guddommeliggjorte", men de bliver ikke "ekstra" medlemmer af Treenigheden. Gud forbliver Gud, og mennesket forbliver menneske. Mennesket bliver til gud af nåde, men ikke til Gud af væsen. Forskellen mellem Skaber og skabning eksisterer fortsat. I gensidig kærlighed kan der bygges bro over den, men den forsvinder ikke. Lige meget hvor tæt Gud kommer på mennesket, vil Han dog fortsat være den "helt Anden".

For det andet er der mellem den guddommelige og den menneskelige natur i den inkarnerede Kristus hypostatisk (personlig) forening eller enhed: I Kristus er guddommelighed og menneskelighed så tæt knyttet sammen, at de udgør, eller tilhører, én person. Og igen: Enheden mellem Gud og de hellige er ikke af dén karakter. I Guds og sjælens mystiske forening er der ikke én, men to personer (eller mere præcist: fire personer; ét menneske og den udelelige Treenigheds tre personer). Det er et "du og jeg" forhold: "Du" bliver ved at være "du", lige meget hvor tæt"jeg"kommer på. (...)

For det tredje: Enheden mellem Gud og det menneske, Han har skabt, er da ikke hverken væsensenhed eler personsammenfald. Det er forening og enhed i energier: De hellige bliver ikke til Gud af væsen og heller ikke til samme person som Gud, men de får del i Guds energier, det vil sige i Hans liv og kraft, nåde og herlighed. (...)

Dén, der har del i Guds energier, møder derfor Gud selv, så vidt dette kan lade sig gøre for et skabt væsen. Når vi siger, at mennesket har del i Guds energier, men ikke i Hans væsen, betyder det, at der mellem Gud og mennesker er opstået forening og enhed, men ikke sammenblanding. (...)
Vi hævder Guds nærhed, men samtidigt proklamerer vi, at Han er den "helt Anden". (p. 114-115)
 
Sidetop


Tilbage til tekster